Twitter – hvorfor?

Sociale medier bliver i stigende grad anvendt til online markedsføring. Twitter rummer en lang række interessante muligheder for din virksomhed. Vi giver dig 5 gode råd til at tweete.

Større synlighed

Twitter har i øjeblikket cirka 100.000 danske brugere. Det er langt fra i nærheden af de 2,2 millioner, som Facebook har opnået. Alligevel kan Twitter være et rigtig interessant redskab for alle virksomheder, som ønsker større synlighed på nettet, gensidig kommunikation med forbrugerne og øget trafik på hjemmesiden.

Her får du 5 gode grunde til at ”tweete”

1. Forbrugerinteresse.

Twitter er din direkte kanal til potentielle kunder. Hvad rører sig blandt dem? Hvad taler de om? Nævner de din virksomhed – og i så fald, hvad siger de? Twitter er en god måde at holde fingeren på pulsen, når det gælder kundernes interesser og indbyrdes kommunikation. I den forbindelse kan du også forsøge at lufte idéer, inden en egentlig kampagne skydes i gang for at teste, om den vækker genklang hos målgruppen.

2. Øget trafik

Skriver du relevante og iøjnefaldende indlæg og statements, vil det give en øjeblikkelig effektiv i form af hits på din hjemmeside. Twitter giver mulighed for at skabe øget trafik her og nu – men det kræver, at du vækker forbrugernes interesse frem for at bruge Twitter til pushmarkedsføring, hvor du udelukkende poster tilbud og information om dine produkter.

3. Gensidig kommunikation

Twitter giver ligesom Facebook mulighed for gensidig kommunikation med potentielle kunder. Den typiske begynderfejl, som mange virksomheder begår, er dog ikke at afsætte tilstrækkelig tid til kommunikationen. Det gælder om at være tilstede, at respondere hurtigt og at holde en tone, der stemmer overens med budskabet og virksomheden.

4. Service

Twitter giver mulighed for øget kundeservice. Kunderne vil typisk komme med spørgsmål og kommentarer til produkter og varer, og det er en oplagt chance for at skabe troværdighed, hvis man som virksomhed er hurtig til at svare og tilbyde support. Husk, at kundernes tweets kan læses af andre, og det samme kan dine svar. Dermed kan kommunikationen både virke som rigtig god reklame – eller det modsatte, afhængigt af din respons.

5. Eksklusive tilbud

Hvis forbrugerne viser interesse for din virksomhed, kan du belønne dem med eksklusive tilbud – kun annonceret på Twitter. Det kan eksempelvis være en restaurant, som giver halv pris på alle frokostretter en given dag. Når forbrugerne opdager, at tilbuddet kun vises på Twitter, vil det skabe en naturlig interesse for dine fremtidige tweets.

Få flere gode råd om Twitter HER og HER

Kilder:

www.ecommerce-guide.com

www.chrisbrogan.com