Markedsføring med e-mails

E-mail marketing – kræver at du holder tungen lige i munden

Personlig kommunikation – ikke spam

Kodeordet når det gælder e-mail marketing er personlig og respektfuld kommunikation. Det mener i hvert fald Seth Godin, forfatter bag bogen “Permission Marketing”, som handler om moderne e-mail marketing.

“If your email isn’t personal, it’s broken.”

Det gælder altså om at sende e-mails, som ikke er ren reklame, men som derimod indeholder relevant, personlig og respektfuld information målrettet modtageren.

Tips til email marketing

Hermed 3 af Seth Godins tips til effektiv e-mail marketing:

1. Indhent tilladelse

Først og fremmest skal du være sikker på, at modtagerne aktivt har tilvalgt dine e-mails. Udover at dine mails risikerer at ryge i spambakken og forårsage mere irritation end goodwill er der også en række love og regler, som nødvendiggør, at du har helt rene linjer i forhold til, hvem du sender mails til.

2. Opbyg en god modtagerliste

Skyd ikke med spredehagl, men benyt dig i størst mulig grad af personlige anbefalinger og henvisninger for på den måde at opbygge en solid modtagerliste med potentielle kunder, der har en reel interesse i dine ydelser og produkter. Bed loyale kunder om at henvise venner og familiemedlemmer. En personlig anbefaling vil altid gøre modtageren mere åben overfor indholdet.

3. Læg en strategi – og vær vedholdende

Ifølge Godin tager det mindst 20 gentagelser, før et online budskab siver ind hos kunderne. Derfor gælder det om at være vedholdende og sende e-mails ud i en jævn og regelmæssig strøm. Minimum en mail om måneden er et must, hvis ikke kunderne skal nå at glemme dig. Godin siger videre, at de første tre mails er de mest kritiske. Det er her, du virkelig skal smigre dig ind hos modtagerne for at sikre dig, de fortsat ønsker at modtage dine mails. I denne forbindelse foreslår han, at den første mail er en invitation, den næste en forventningsafstemmende mail og den tredje et nyhedsbrev, hvis indhold lever op til disse forventninger.

Kilde: http://www.destinationcrm.com